Hjemmelavet is med Kinder Bueno - uden ismaskine

Hjemmelavet is med Kinder Bueno – uden ismaskine

 

Jeg elsker is – og jeg elsker Kinder Bueno!  Så hvorfor ikke kombinere de to favoritter?

Jeg har længe tænkt over at jeg var nødt til at prøve at lave min egen is med Kinder Bueno smag. Selvom jeg har en ismaskine, som jeg fik i fødselsdagsgave af min kære mand for et par år siden, så er denne opskrift altså så nem, at en ismakine slet ikke behøves! Isen bliver dejlig blød, med sprøde stykker Kinder bueno – og så behøver du ikke at huske og røre rundt flere gange undervejs.

 

Antal: 4 pers. Tid: 9 timer

Ingredienser

200 g kondenseret mælk (køleskabskoldt)

5 dl piskefløde

5 kinder bueno

20 g hasselnødder

 

Fremgangsmåde

Kom fløden samt 3 Kinder Bueno op i en tykbundet gryde. Lad barerne smelte helt ved lav varme (dette kan godt tage 15-20 min, da det er vigtigt at fløden ikke bliver for varm).

Si massen for eventuelle blødgjort kiks. Lad det køle helt ned, gerne på køl.

Kom kondenseret mælk op i en skål, sammen med massen og pisk til det bliver tykt. Dette kan godt tage 5-6 min.
Når massen er blevet tyk, hældes den i en form.

Rist hasselnødderne på en varm pande. Hak herefter hasselnødder og de resterende  barer groft. Vend i isen. Gem evt. nogle til pynt på toppen.

Kom isen i fryseren og frys ca. 8 timer, til isen er fast. Der skal ikke røres i den.

 

TIP!

Hæld eventuelt chokoladesauce på toppen, og brug en tandstik til at lave et flot mønster.

 

Næste indlæg

Hjemmelavet is med Kinder Bueno - uden ismaskine