Pandekager

Luftige chokoladeboller

Jeg elsker duften af nybagte boller en søndag morgen, så det er ren forkælelse når jeg lige får taget mig sammen til at stå tidligt op og bage de her herligheder til min mand.

De er så bløde og luftige og så har de lige den der sødme af chokoladen. Mmmm…

 

 

Antal: 18 stk. Tid: 1½ time

Ingredienser

40 g gær

2 dl kold mælk,

1 dl koldt vand

50 g sukker

5 g salt

1 tsk kardemomme

2 æg (et til dejen og et til at pensle med)

50 g blødt smør

550 g hvedemel (+ lidt til bordet)

100 g chokolade (du kan med fordel bruge chokoladeknapper)

 

Fremgangsmåde

Kom mælk og vand i en skål. Opløs gær og sukker heri.

Rør ægget ud i. Rør derefter salt, kardemomme og mel i og ælt dejen godt.

Skær smørret i mindre stykker og ælt med i dejen, indtil dejen er glat og smidig. Jeg bruger en røremaskine, men du kan også godt ælte på bordet.

Hak chokoladen groft (medmindre du har brugt chokoladeknapper) og vend i dejen. Sørg for at chokoladen er godt fordelt.

Lad dejen hvile ved stuetemperatur i 40 min med husholdningsfilm over. Kom et viskestykke oven på husholdningsfilmen (det er vigtigt at viskestykket ikke er nederst, da det kan suge fugt fra dejen.)

Del dejen i 18 lige store stykker. Jeg plejer at vejen dejen inden, så jeg ved hvor stor hver bolle skal være.

Form boller ved at samle dejen ind under bollen i bunden.

Kom bagepapir i bunden af en bradepande. Jeg bruger en bradepande der måler 25×38 cm. Bollerne må gerne ligge lidt tæt.

Dæk igen med husholdningsfilm og et viskestykke, og lad dem efterhæve i 30 minutter.

Opvarm ovnen til 200 c varmluft. Pisk et æg og pensl forsigtigt bollerne, når de er hævet færdig.

Bag i ovnen ca. 10-15 minutter indtil de er gyldne.

Næste indlæg

Pandekager