Stegte dumplings med svinekød (Gyoza )

Den bedste jordbærtærte – hele familiens favorit

 

Det her er en af de opskrifter jeg virkelig har glædet mig til at få skrevet ind og tage billede af, så jeg kunne dele den med jer!

 

Jeg ELSKER (og jeg mener virkelig – elsker!) jordbærtærte – det er den aller, aller bedste kage man kan lave. Sprød bund, luftig mazarinmasse, fyldig og cremet vaniljecreme, mørk knasende chokolade og friske jordbær.

 

Hvad siger i? Kan man virkelig sige nej til det …

 

Jeg kan i hvert fald ikke!

 

Selvom den danske, officielle jordbærsæson er i juni og juli, så kan man stadig nå at få fingrene i de skønne danske jordbær, her i midt august, så du kan altså lige nå at lave denne skønne jordbærtærte én gang eller to, inden de søde, danske jordbær forsvinder helt. (Du kan selvfølgelig lave jordbærtærten året rundt – men de nye, danske jordbær er altså bedst!)

 

Antal: 8 pers. Tid: 1,5 time

 

Ingredienser

Mørdej

300 g. hvedemel

100 g. flormelis

150 g. blødt smør

1 æg

 

Mazarinmasse

100 g. marcipan

100 g. sukker

100 g. blødt smør i tern

2 æg

2 spsk. hvedemel

 

Vaniljecreme

3 æggeblommer

3 spsk. sukker

2 spsk. majsstivelse (maizena)

2,5 dl. Mælk

1 god vaniljestang

2,5 dl. fløde

 

100 g. god chokolade, 70%

Jordbær

Pistacienødder uden skal, hakkede (valgfrit)

 

Fremgangsmåde

Mørdej

Ælt alle ingredienser sammen til en ensartet og blank mørdej. Stil dejen på køl i 30 min.

Drys lidt mel på bordet og rul herefter dejen og til en stor rund cirkel på ca. 2-3 mm. Tykkelse. Fordel mørdejen i et tærtefad på diameter 28 cm. Så den dækker både fadets bund og kanter. Skær overskydende dej væk.

Tænd ovnen på 200 grader.

 

Mazarinmasse

Riv marcipanen groft på et rivejern og pisk det herefter sammen med sukkeret. Tilsæt de resterende ingredienser og pisk det godt sammen, så det bliver en ensartet masse.

Fordel mazarinmassen på tærtebunden.

Bag tærten i ovnen i 20-25 min. Dejen må ikke blive for tør.

Lad tærten køle helt af.

 

Vaniljecreme

Flæk vaniljestangen på midten og skrab kornene ud.

Mas kornene og 2 spsk. sukker godt sammen, så kornene skilles og der dannes vaniljesukker.

Pisk sukker, vaniljesukker, æggeblommer og majsstivelse sammen.

Kom mælk og vaniljestang i en tykbundet gryde og bring nu mælken langsomt i kog.

Skru ned for varmen og tilsæt langsomt æggemassen under konstant omrøring.

Tag gryden af varmen, når cremen tykner og fjern vaniljestangen.

Lad cremen køle helt af.

Smelt chokolade og pensl på den afkølede tærte.

Når kagecremen er helt afkølet piskes den cremet igen. Pisk i en anden skål fløden til skum og vend så med kagecremen indtil det giver en ensartet og glat vaniljecreme.

Fordel cremen på tærten.

 

Pynt kagen med jordbær og hakkede pistacienødder.

 

Tip!

Ønsker du gele oven på kage, kan du blot smelte ribsgele ved lav varme. Lad det køle ned (det må dog ikke sætte sig igen men heller ikke være varmt) og hæld over jordbærrene, inden du kommer de hakkede pistacienødder på.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stegte dumplings med svinekød (Gyoza )