Nem opskrift på sprøde, hjemmelavede flæskesvær

  Jeg havde en flæskesteg i fryseren som jeg havde lyst til at lave, men det skulle ikke være den traditionelle flæskesteg med kartofler og sovs, så jeg besluttede mig for at den skulle stå på asiatisk marineret svinekød, (den opskrift kan du se her) og da jeg ikke skulle bruge sværren, blev det til en omgang hjemmelavede flæskesvær. Det er en nem og hurtig opskrift, som giver de lækreste, sprøde flæskesvær. Perfekt måde at imponere gæsterne på, ved lige at smide en skål hjemmelavede flæskesvær på bordet, som en lille snack.   Antal: 1 portion Tid: 1 time Ingredienser 500 g. svinesvær 1 tsk. Peberkorn Ca. 10 laurbærblade 2 tsk. Groft salt 1 knivspids fint salt   Fremgangsmåde Opvarm ovnen til 225 grader. Hvis ikke du har købt svær som er skåret på forhånd, skæres de i skiver på ca. 1 cm tykkelse. Kog sværene i vand tilsalt groft salt, peberkorn og laurbærblade i 20 min. Tag sværene op og tør dem enten godt i et viskestykke eller lad dem lufttørre. Gnid den fine salt godt ind i sværene og fordel dem herefter på en bageplade, beklædt med bagepapir. Bages i ovnen ca. 35-40 min. Hold godt øje med dem, da de ikke må blive for brune.