Små galette med nektariner og frangipane - små nektarintærter med mandelcreme

Mini galette med nektariner og frangipane.. Hm… Det lyder fancy, ikke? Det er det faktisk slet ikke. Galette er en tærte som bages uden form og frangipane er egentlig bare en tyk mandelcreme.  
Og rustikt.. Ja det må man også sige at det ser ud! Men holy moly, hvor smager de her basser bare godt!
  De smager så godt, så jeg må indrømme at, inden jeg overhovedet nåede at tage billeder, havde jeg spist den første. Ups..   Det er lige sæson for nektariner men prøv også med pære eller æble. Mums.   Antal: 4 pers. Tid: 1,5 time   Ingredienser
  • 200 g. hvedemel
  • 100 g. smør i tern, stuetemp.
  • 50 g. flormelis
  • 1 æg
  • 5-6 nektariner
  • flormelis og vaniljeis til servering
  Frangipane
  • 100 g. mandler (mandelmel kan bruges i stedet)
  • 100 g. smør i tern, stuetemp.
  • 50 g. sukker
  • 1 vaniljestang (eller 1,5 tsk. Vanilepulver)
  • 1 spsk. amaretto (kan undlades men jeg synes det løfter smagene en hel del)
  • 1 æg
  Fremgangsmåde
  1. Sigt hvedemel og flormelis sammen i en skål.
  2. Kom smør i skålen og mix det, indtil det ligner brødkrummer.
  3. Saml dejen med ægget. Pak dejen ind i film og læg den på køl i 1 time. (er du i tidspres kan 30 min. også godt gå an.)
  4. Når dejen har været på køl, tages den ud. Deles i 4 som rulles ud i cirkler og lægges på en bageplade beklædt med bagepapir.
  5. Så skal vi have lavet frangipane. Blend mandlerne til fint mandelmel og tilsæt herefter de resterende ingredienser. Blend til det har en ensartet masse.
  6. Fordel frangipanefyldet på midten af dejene. (der skal være 2-3 cm. Fri ud til kanten).
  7. Skær nektarinerne i skiver eller både og placer oven på frangipanen.
  8. Fold kanterne op over, så den dækker lidt af tærten.
  9. Bages ved 175c i ca. 20 min. Hold øje med dem. Mørdejen skal blot blive lækker gylden.
     

Tip!

Server evt. med en god klat vaniljeis eller drys med flormelis. Tærten kan naturligvis også laves som én stor. I så fald skal bagetiden fordobles.     Prøvet denne opskrift? Del gerne dit resultat med mig på Instagram – brug tagget @madogdessert.dk