Gammeldags fastelavnsboller med vaniljecreme

  Fastelavn er mit navn.. Boller vil jeg have...   Nu varer det ikke mange dage før fastelavn er ovre os - og hvad er bedre end en god gammeldags fastelavnsbolle? Denne opskrift på fastelavnsboller er helt klassisk med en skøn, blød bolle, sød vaniljecreme og hvid glasur.   Under opskriften kan du se billeder af hvordan jeg folder mine fastelavnsboller.    Antal: 28 stk. Tid: 2 timer   Ingredienser Vaniljecreme
  • 2 æggeblommer
  • 5 spsk. sukker
  • 1 vaniljestang eller 1 spsk. vaniljesukker
  • 2 spsk. maizena
  • 3 dl. sødmælk
Dej
  • 250 g. smør
  • 5 dl. sødmælk
  • 50 g. gær
  • 1 æg
  • 50 g. sukker
  • ½ tsk. Salt
  • ½ tsk. Kardemomme, stødt (valgfrit)
  • 1000 g. hvedemel
  • 1 dl mælk til pensling
Hvid glasur
  • 240 g. flormelis
  • ½ dl. vand
  Fremgangsmåde Vaniljecreme
  1. Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud.
  2. Adskil vaniljekornene ved at masse kornene og lidt sukker sammen.
  3. Kom æggeblommer, sukker, vaniljesukker og maizena i en skål og pisk det godt sammen.
  4. Kom mælken i en gryde og kog op ved middelvarme.
  5. Så snart mælken koger, hældes den over i æggesnapsen.
  6. Hæld vaniljecremen tilbage i gryden og kog igen op, under konstant omrøring, indtil det tykner og får ønsket konsistens. (det tager højst et par minutter.)
  7. Hæld vaniljecremen over i en skål, dæk med husholdningfilm og stil på køl.
Dej
  1. Smelt smørret i en gryde.
  2. Kom mælken i en skål og tilsæt det smeltede smør, så mælken bliver lun.
  3. Opløs gæren heri.
  4. Tilsæt æg, sukker, salt og kardemomme og rør det sammen.
  5. Tilsæt lidt efter lidt melet. Ælt dejen i ca. 10 min. ved høj hastighed. (dejen er stadig lidt klistret - det skal den være)
  6. Lad dejen hæve tildækket og ved stuetemperatur i 1 time.
  7. Når dejen er færdighævet, drysses lidt mel ud på bordet.
  8. Del dejen i to og hver halvdel ud til et rektangel på ca. 4 mm. Tykkelse.
  9. Skær dejen ud i firkanter på ca. 12x12 cm.
  10. Kom ca. 1 spsk. vaniljecreme i midten af hver firkant.
  11. Fold firkanten ved først at samle alle fire hjørner på midten.
  12. Klem herefter siderne sammen, så der ikke længere er nogen huller.
  13. Fortsæt med at klem forsigtigt, indtil bunden er helt samlet og der ingen huller er. (se evt. billeder eller video af foldning)
  14. Fordel bollerne på en bageplade og lad fastelavnsbollerne efterhæve i ca. 15 min.
  15. Opvarm ovnen til 220 c. alm ovn.
  16. Pensl fastelavnsbollerne med mælk og i ovnen i ca. 9 min. indtil de er blevet gyldne.
Glasur
  1. Pisk flormelis og vand sammen til en ensartet glasur og fordel herefter glasuren på de afkølede fastelavnsboller.
   

Tip!

Se evt. dissse billeder af, hvordan jeg folder fastelavnsboller      Prøvet denne opskrift? Del gerne dit resultat med mig på Instagram – brug tagget @madogdessert.dk