Brød med flødestuvede kantareller

  Den store svampejagt er begyndt og i går gjorde jeg min debut. Det gik ikke helt som forventet, men det kan du læse meget mere om her. (og kom gerne med jeres gode råd, hvis i har bare en smule mere kendskab til svampe end jeg!)    Jeg var efter flere timer i skoven desværre nødsaget til, alligevel at køre forbi supermarkedet på vej hjem og købe nogle kantareller, da jeg har gået med drømme om denne ret hele ugen.   Jeg har efterhånden lavet disse brød med flødestuvede kantareller nogle gange og varieret lidt i forhold til både smag og pynt.   Ærtespiren har en ret kraftig smag og er ikke altid helt nem at få fat på, da det er ret sjældent at de normale supermarkeder forhandler det. Derfor kan du sagtens erstatte ærtespiren med et drys hakket persille oven på kantarellerne.   Trøffel er ligeledes også lidt en luksus fødevare og som jeg ved bestemt ikke er alle, der er tilhænger af. Jeg selv, er dog helt pjattet med trøfler og synes det går super godt sammen med både brød og svampe – så hvis du selv er til trøfler, vil jeg klart anbefale dig at prøve at rive et par skiver over disse brød.   Er du til trøfler men ikke kan få fat på de friske, har jeg her en opskrift på pide med nordisk twist, hvor der i stedet for friske trøfler også kan bruges trøffelolie. Trøffelolie kan købes i de fleste supermarkeder.     Antal: 4 pers. Tid: 20 min.   Ingredienser 4 skiver godt brød 250 g. kantareller Olivenolie ½ Skalotteløg 3 spsk. marsala (italiensk hedvin) 3 spsk. Fløde Salt Friskkværnet peber Ærtespirer (kan erstattes af persille) Friske skiver trøffel (valgfrit)   Fremgangsmåde Rens kantarellerne og skær dem i passende stykker. Jeg deler dem gerne i 4 kvarte. Hak skalotteløget fint. Varm olivenolie på en pande ved middelvarme og steg det finthakkede skalotteløg ved middel varme, indtil de er blevet blanke. Skru helt op for varmen på panden og tilsæt kantarellerne. Svits dem af indtil de har fået en gylden skorpe. Tilsæt marsala og lad den koge ind under omrøring. Herefter tilsættes fløden, som også skal koge ind under omrøring. Smag til med salt og friskkværnet peber. Grill brødende på en meget varm grill eller grillpande indtil de er sprøde og har fået fine grillstriber. Anret de flødestuvede kantareller på brødet og pynt med ærtespirer eller hakket persille og evt. friske skiver trøffel.