Græskarsuppe med ingefær og gulerod

  Jeg er desværre så uheldig at være en, ud af mange, danskere som er blevet ramt af forkølelse. Det har betydet en dag på sofaen med koldsved, kleenex ved min side og serier. Jaja, jeg ved det godt – charmerende er det ikke men sådan er sandheden desværre bare en gang i mellem.   Heldigvis betyder sygdom – suppe herhjemme. Suppe er så nemt at lave – skær grøntsagerne, kog dem og blend. Vupti – færdig og maden er klar. Gulerod og ingefær er godt mod forkølelse, så jeg fik lige sneget lidt ind i min græskar suppe og det bliver bestemt ikke sidste gang. Nøj, hvor smager det godt!   Antal: 4 pers. Tid: 30 min.   Ingredienser 1 hokkaido 6 gulerødder 1x1 cm. Ingefær 1 Løg 2 fed Hvidløg 1 L. hønsefond 1 spsk. olivenolie Salt Friskkværnet peber 1 dl. Piskefløde   Topping ½ dl. Creme fraiche ½ dl. Piskefløde Saltede græskarkerner   Fremgangsmåde Skrald og hak løg, hvidløg, gulerødder og ingefær groft. Halvér græskarret, fjern kernene (gem evt. til tørrede græskar), skær i større stykker og fjern skralden. Kom olivenolie i en gryde og varm op. Svits løg og hvidløg i ca. 2 min. Tilsæt herefter ingefær, gulerødder og græskar og svits i yderligere 3-4 min. Tilsæt hønsefond og kog i 20 min. Kom det hele i blenderen sammen med 1 dl. Piskefløde og blend til en ensartet masse. Smag til med salt og friskkværnet peber.   Topping Rør creme fraiche og piskefløde sammen. Anret med cremen og evt. saltede græskarkerner.