Mørbrad ala creme – svinemørbrad i cremet sauce med marsala og basilikum

Denne opskrift på Mørbrad ala creme med marsala og basilikum, er egentlig en (stor) udvidelse af den klassiske Mørbrad ala creme som mange servere til bl.a. påske- og julebordet.   Denne opskrift med mørbrad i fad er fluks blevet en af vores livretter herhjemme. Marsala er en italiensk hedvin som kan købes i de fleste større supermarkeder. Den kan dog godt undlades hvis rettens eks. skal gøres børnevenlig. (undlades marsala kan man med fordel smage til med lidt mørk balsamico).   Er du vild med mørbrad-retter, så se også min opskrift på klassisk mørbrad i gryde her.  Når du nu aligevel har købt marsala'en kan du også prøve mine brød med flødestuvede kantareller. Opskriten finder du her.    Antal: 4 pers. Tid: 40 min.   Ingredienser
  • 1 svinemørbrad
  • 150 g. bacon i tern
  • 250 g. champignon
  • 30 g. smør
  • 2 løg
  • 1 lille håndfuld basilikum
  • ½ dl. marsala
  • 1 tsk. Dijon
  • 5 dl. piskefløde
  • Salt
  • Friskkværnet peber
 
  • Tilbehør: Kartoffelmos, ris eller lignende.
  Fremgangsmåde
  1. Afpuds svinemørbraden, skær den i bøffer på ca 2 cm og tryk dem flade. Krydr med salt og peber, stil til side.
  2. Steg bacon sprødt på en pande. Kom det færdige bacon over på en tallerken og stil til side.
  3. Rens champignon og skær dem i både. Steg champignonbådene gyldne i baconfedtet ved høj varme, under omrøring.
  4. Stil champignon til side.
  5. Skær løgene i tynde både.
  6. Skru ned for varmen på panden og kom smørret på.
  7. Steg løgene møre i smørret under omrøring. Når løgene er blevet bløde, hældes de over i en skål eller lignende.
  8. Brun mørbradbøfferne i ca 3-4 min. på hver side. Kom herefter mørbradbøfferne over i et fad eller lignende, som du vil servere retten i.
  9. Hak basilikum fint.
  10. Kom det sprøde bacon, champignon og løg tilbage på panden. Tilsæt finthakket basilikum, dijonsennep og marsala. Rør det godt sammen.
  11. Tilst piskefløden og kog op under omrøring. Lad fløden koge ind til ca. halvdelen er tilbage.
  12. Smag til med salt og friskkværnet peber.
  13. Hæld over mørbradbøfferne og server med evt. kartoffelmos, ris eller lignende.
    Prøvet denne opskrift? Del gerne dit resultat med mig på Instagram – brug tagget @madogdessert.dk